Anvendelsen af sandsynlighedsregning har imidlertid bevæget sig langt ud over hazardspil, og sandsynlighedsregning er nu et meget vigtigt redskab i teknik og videnskab. Sandsynlighedsregning anvendes eksempelvis til design af konstruktioner for ekstreme miljøpåvirkninger såsom vind strøm og bølger, som et grundlæggende element i statistisk mekanik, samt til analyse og design af telekommunikationssystemer. Atter andre anvendelser findes indenfor genetisk forskning og mange andre steder. Endelig benyttes sandsynlighedsregning også indenfor lidt blødere discipliner som sociologi og psykologi.
Ovennævnte er alle eksempler på direkte anvendelse af sandsynlighedsregning. Sandsynlighedsregning har imidlertid en yderligere og måske endnu vigtigere rolle som fundament for den matematiske statistik med alle dens anvendelsesområder, indbefattet men ikke begrænset til moderne stærkt beregningskrævende problemstillinger som mønstergenkendelse og machine learning.
Endelig er sandsynlighedsregning et vigtigt måske endda essentielt fag til generel samfunds- og videnskabsforståelse idet en lang række fænomener netop er karakteriseret ved tilfældighed eller en vis grad af uforudsigelighed.
Kursets mål er at bibringe kursusdeltagerne en teknisk viden, der gør dem istand til at foretage sandsynlighedstekniske beregninger samt at tilegne sig og forstå en række af de grundlæggende modeller og variationsformer, der forekommer i praksis.