Informatiker - er det ikke en slags EDB-assistent?

Jo - visse steder. Men på DTU siger vi at:

informatik = datalogi + matematik

Hvorfor skulle man dog læse datalogi/matematik på DTU?

Informatik på DTU er en unik, bred kombination af matematik og datalogi, og det undervises på en måde, der er rettet mod anvendelse i ingeniørmæssige opgaver, fx. projektering af Øresundsbroen, eller konstruktion af en intelligent mobiltelefon. Dertil kommer DTUs store valgfrihed, der gør det muligt at specialisere studiet efter dine egne interesser.

Skal man ikke helst være computer-freak i forvejen?

Nej. Du starter med at lære at programmere ved brug af funktioner, som du kender fra matematik. Men hvis du vil være freak, er der masser af hardware- og software-kurser du kan tage senere.

Informatikstuderende taler med og kæler for deres computer?

Computeren er (næst efter hovedet) informatikerens vigtigste værktøj og som i alt andet håndværk er man glad for et godt redskab. Men ligefrem kæler for den?? Den må du længere ud i Cyberspace med.

Er det ikke ret tørt og kedeligt med al den matematik?

Hvis matematik ikke siger dig noget, er Informatik på DTU nok ikke noget for dig. Men ellers kommer du hurtigt i gang med at anvende både matematikken og datalogien til løsning af konkrete projektopgaver - ofte opgaver du selv er med til at finde på og formulere. Og du er jo ikke kedelig - vel?

Har jeg de nødvendige forudsætninger?

Du skal have 8,0 i snit samt matematik, fysik og kemi på A, B og C-niveau henholdsvis. Derudover skal du selvfølgelig have interesse for matematik og brug af computere.

Som et supplement til DTUs brochurer kan du i det følgende læse lidt mere konkret om Informatikfagpakken under civilingeniørstudiet.

Informatikfagpakken

Informatikfagpakken er den mest direkte indgang til at læse informatik på DTU. Starter du på Informatikfagpakken får du i løbet af de første 2 år en grundig indføring i:

Matematik Du lærer både klassisk analyse (reelle funktioner, differentialregning) samt diskret matematik og logik, som er grundlaget for datalogien. Fagene hedder Matematik 1, Matematisk Analyse samt Matematik for Dataloger.

Datalogi Du lærer at analysere og løse et problem på et højt niveau og derefter at skrive et effektivt program, der realiserer din løsning. Fagene hedder Funktionsprogrammering, Imperativ programmering samt Algoritmer og Datastrukturer.

Matematisk modellering Du lærer at opstille en matematisk model af en problemstilling, at analysere den ved brug af forskellige computerprogrammer og at vælge den bedste beregningsmetode. Fagene er Statistik og sandsynlighedsregning, Operationsanalyse og Numeriske algoritmer.

Projektarbejde Fagpakken sluttes af med at større fagpakkeprojekt, hvor du i en gruppe skal løse en mindre, men realistisk, ingeniøropgave. Projektet afsluttes med en skriftlig rapport og et mundtligt forsvar.

Desuden lærer du noget om studieteknik, rapportskrivning, og teknikkens rolle i samfundet.

Nedenfor kan du se hvilke fag du har på de fire halvår (semestre) og hvor mange point de giver.

Et semester på DTU består af 14 uger hvor man arbejder fuldtids på 4-5 forskellige fag. Herefter er der eksaminer over et par uger og tilsidst kan man tage et "3-ugerskursus", hvor man arbejder koncentreret på et enkelt fag i 3 uger (Fx. Programmelkonstruktion). Hvert semester skal man have ca. 30 point, så allerede fra 2. semester skal du selv fylde "hullet" ud med tilvalgskurser.

1. Semester

For at give et indtryk af, hvordan ugen ser ud det første halve år kan du her se skemaet for efterårets informatikklasser.

Kl. Mandag Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag
8.00-9.20     Matematik 1    
9.35-10.55 Mat. for dat. Fkt.prog. Matematik 1
databar
Fkt.prog. Mat. for dat.
gruppearb.
11.10-12.30 Fkt.prog. Mat. for dat.
gruppearb.
  Mat. for dat.
gruppearb.
Fkt.prog.
12.30-13.00 FROKOST
13.00-15.00

Fkt.prog.
øvelser

Fkt.prog.
øvelser
Matematik 1
klasser
Matematik 1  
15.00-17.00     Matematik 1
databar
   

Du skal nok regne med at bruge 5-7 timer på DTU hver dag og 2-3 timer derhjemme.

I starten af fagpakken foregår undervisningen i klasser og du bliver knyttet til en "tante" eller "onkel" sammen med 7-8 andre, så du kommer hurtigt til at kende nogen. Selv om I senere vælger forskellige studieforløb holder de fleste af disse grupper sammen, ofte lang tid efter at DTU er forladt. Derudover laves der en række sociale arrangementer for hele fagpakken, f.eks. I-weekend og julefrokost. Og så er der et væld af aktiviteter på DTU som man kan deltage i (se bl.a. DTUs brochurer).

2.-4. semester

Fra 2. halvår skal du som sagt begynde at tage tilvalgsfag ved siden af fagpakken. Her kan du vælge frit blandt DTUs 700 kurser! Mange vælger dog at få klaret de såkaldte kernestofkurser: Mekanik, Termodynamik mv. som alle civilingeniører skal have i løbet af studiet.

Efter fagpakken

Efter to år er du (forhåbentligt) færdig med fagpakken. Du har allerede undervejs haft nogle tilvalg til fagpakken, men nu er der helt frit valg på alle hylder! De fleste fortsætter normalt med videregående fag inden for informatik men supplerer med mere tekniske fag, f.eks. styring eller miljø.

Midt i studiet (ca. 5.-6. halvår) skal man udføre et midtvejsprojekt. Her får man i en større gruppe mulighed for at bruge det man har lært til løsning af en større opgave. Ligesom i fagpakkeprojektet afsluttes der med en rapport og mundtligt forsvar. Midtvejsprojektet giver god træning i projektarbejde.

Efter midtvejsprojektet er det typisk tid til at tage et semester i udlandet. Det kan enten være ved et universitet hvor man følger den normale undervisning, eller det kan være som et praktikophold ved en udenlandsk virksomhed. DTU hjælper dig med at få kontakt og arrangere opholdet. Men du må også selv gøre en indsats for at komme afsted. Til gengæld bliver det med garanti et halvår, du husker resten af dit liv.

Fagprofil

Mange vælger at afslutte studiet med en specialisering, en såkaldt fagprofil. DTU har ca. 20 fagprofiler, men med start i informatik er det naturligt at vælge fx.

Informatik I informatikfagprofilen udbygger du din viden om informatik ved at tage videregående fag inden for matematik, datalogi og matematisk modellering. Du kan selv vælge mellem et meget teoretisk eller et mere praktisk orienteret studieforløb. Desuden kan du supplere med tekniske fag, der benytter sig af informatik. Typiske job for denne profil ligger i rådgivende ingeniørfirmaer og software-huse.

Datateknisk Konstruktion I denne fagprofil lærer du om både hardware og software og hvordan man får disse til at spille effektivt sammen ved konstruktion af computere, styring af apparater, multimediesystemer mv. Typiske job for denne profil ligger i apparat- og kommunikationsindustrien.

Andre relevante fagprofiler er: Planlægning og teknologiledelse, Kommunikation, Styring og regulering. Du kan også vælge en international uddannelse som industrimatematiker.

Studiet afsluttes med et halvt til et helt års eksamensprojekt ved et af DTU's institutter. For informatik vil det typisk være ved Institut for Matematik samt Institut for Informatik og Matematisk Modellering.

Efter DTU

Efter aflutning af studiet vil du kunne få job inden for en række områder afhængig af specialisering, fx.

Dataanalytiker i en virksomhed. Her vil du fx. komme til at beskæftige dig med dataanalyse, planlægnings- og beslutningsmodeller indenfor økonomi, medicin, miljø osv.

Analytiker i et rådgivende firma. Her skal du primært opstille og analysere matematiske modeller eller rådgive omkring IT-projekter.

Softwareingeniør i et software-hus. Du skal typisk deltage i opbygning af store IT-systemer eller udvikle nye applikationer.

Systemudvikler i et apparatfirma. Her vil du deltage i udviklingen af både hardware- og software til styring af apparater (fx. mobiltelefoner).

Efter et par år vil du ofte blive projektleder. Specielt i den situation vil det komme dig til gode, at undervisningen på civilingeniørstudiet i høj grad drejer sig om begreber og principper, således at du kan bevare overblikket selv om teknologien hele tiden skifter.

Hvis du vil vide mere?

Du kan altid kontakte DTUs Studievejledning på tlf. 45 25 11 99, el. studvejl@adm.dtu.dk

Du kan se mere om informatikfagpakken på: www.adm.dtu.dk/studier/pakke/inf_d.htm

Hvis du har spørgsmål specielt vedrørende informatikfagpakken er du velkommen til at kontakte fagpakkekoordinator Helle Host på tlf. 45 25 33 57 eller hh@imm.dtu.dk.